Denne gang giver Max H. Jacobsen os ekstra meget at tænke over.
Vi har set, hvordan de glade mænd, der befolker hans figurverden, dækker over mere komplekse sider af livet. Ja vist, de smiler ofte bredt, men de viser også hen til især midaldrende mænds længsler og drømme. Længsler, som ikke altid er blevet opfyldt og derfor stænker et dryp af melankoli midt i al balladen.
En kendt midaldrende mand, Tommy Kenter, snakker om rigtig humor som en, der både har det sjove og det sørgelige indbygget i sig. Det tragikomiske, der for Kenter er selve definitionen på god humor.
”Toget til Neverland” afslører allerede i titlen, at det er en kompleks skulptur. ”Neverland” er den fantasiø, som den engelske forfatter J.M. Barrie skriver om. Først som et teaterdrama i 1904, siden som en roman i 1911. Hovedfiguren er den Peter Pan, vi kender så godt, og som mange filminstruktører har taget op – foruden Disney-koncernen. Neverland er også navnet på den miniverden, Michael Jackson skabte til sig selv i Californien.
Vi har altså med noget meget dobbelttydigt at gøre. På den ene side henviser Neverland til det fantastiske ved at have en god fantasi. Det at have en forestillingsevne, som kan forvandle dagligdagens trummerum til noget eventyrligt. Alt det, som H.C. Andersen og Tolkien kunne og J.K. Rowlings kan. Med verdensomspændende succeser til følge, ikke mindst fordi alt det fantastiske også rummer dybe eksistentielle spørgsmål om identitet, tro, følelser og tvivl.
Skyggesiden er ligeså åbenlys. En voksen mand, som hænger fast i sine barndomsfantasier, er ikke i stand til at møde omverdens krav og er i store fare for at blive menneskesky, indelukket og sær. Tænk bare på Michael Jackson.
I Max. H. Jacobsens skulptur sidder den glade mand på et modeltog med konduktørhat på hovedet og det hele. Han smiler over hele femøren og er i strålende humør. Der er imidlertid et problem. Der er ikke nogle skinner, og togets retning og mål kan være hvor som helst. Det kan både være godt og skidt. Godt, fordi det nogle gange er sundt at lade fantasien råde, glemme sin mobil, kalender og fornuft og bare lade tingene ske, som de nu en gang sker. Og så se, hvor man ender. Vi skal være så ultrafornuftige hele tiden, at en modreaktion kan være noget godt og ligefrem befriende. På den anden side er det ikke sjovt at leve sammen med en, som nægter at blive voksen og ansvarlig. Der er regninger, der skal betales, børn, som skal opdrages, beslutninger, der skal tages. Man kan ikke bare flygte fra det hele.
Skulpturen giver ikke noget svar. Max H. Jacobsen lader det være helt op til os selv at tolke den. Et godt bud er nok, at skulpturen har begge sider indbygget i sig. Den hylder fantasien og humoren og viser os Michael Jackson-skyggesiden i samme åndedrag. Det skal jo ikke nødvendigvis være enten/eller. Rigtig meget i livet er både/og. Lad dette være en forsigtig konklusion på ”Toget til Neverland”.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
