I kulturens verden finder man store episke dramaer, der på hver deres måde fortæller om store følelser, om magt, had og bedrag og om kærlighed, begær og tilgivelse. Og så er der komedierne. Komedierne, der altid er blevet brugt, enten som en gevaldig falde-på-halen teater, der skal lette vores tryk i en stresset og, for nogle, meget barsk dagligdag, eller som følelsesmæssigt mere raffinerede stykker, som får os til at grine, men også kalder på vores medfølelse. Fordi de ved at holde et spejl op for os, viser os som mennesker af kød og blod med gode og dårlige sider.
Max Højer Jacobsens ”tumling” hører til i den sidste kategori. Og når jeg skriver ”han”, er det fordi det lille buttede bronzevæsen unægtelig er en mand med et meget godt øje til såvel kvinder som til en bajser eller en lille gewesen i ny og næ. Han er i hvert fald i udpræget godt humør, når han har en flaske mere eller mindre solidt plantet i sin hånd.
Man skal dog ikke lade sig narre af det. Max Højer Jacobsens figur er mere flerdimensional end som så. Vel er han glad, nogle gange overstrømmende, som far, som ven, som dyreelsker og som ægtefælle. Han er også en drømmer med udlængsel. En drømmer, der vil det hele, forlade sit jordiske hylster og flyve op mod stjernerne og opfylde sin barnesjæls ønske om den totale ubegrænsede frihed.
Samtidig er han realist nok til at indse, at sådan går det ikke altid. Har man et hjerte, kan det blive knust. Gør man status over livet, og det gør vores helt ofte, ser man, at sorgerne følger med glæderne. Én af figurerne har titlen ”Livets store balancegang”, og det rammer hovedet lige på sømmet. Både som en konstatering af et menneskeligt grundvilkår og som et nøgleord til Max Højer Jacobsens kunst. Det gælder om at finde balancen. Er man fra naturens side optimist og fokuserer på det positive i livet frem for de uundgåelige skyggesider, og det gør vores mand til fulde, får man ikke kun et bedre liv. Man bliver også et bedre menneske for sine venner og familie og for alle, man kommer i kontakt med. Det er derfor man griner med og ikke af Max Højer Jacobsens figurer.
På sin helt egen finurlige måde har Max Højer Jacobsen skabt et univers, vi kan nikke genkendende til, varme os ved, trøste os med og smile af. Det er faktisk ret godt gået!
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten og redaktør på Kunstavisen
